Family, art, work, surroundings

Pia Rönicke (DK), Johan Tirén (SE), Jonas Lund (SE), Mathias Sæderup (DK), Margarita Del Carmen (DK), Henriette Heise (DK) & Stig Brøgger (DK).

Curated by Charlotte Præstegaard Schwartz

15.9 - 7.10.2017

Opening: 15.09.2017, 5-7 pm

Udstillingen Familien, arbejdet, kunsten, omgivelserne låner dets titel fra et værk af den danske kunstner Stig Brøgger, der i 1972 konceptualiserede en række betingelser, der er medbestemmende for produktionen af kunst. I det fotografiskbaserede værk peger Brøgger således på familien i fotografiet af kernefamilien ved spisebordet, samt arbejdet og derved den mængde energi, tid, erfaringer, følelser, oplevelser, tænkning etc., der er investeret i kunstnerisk produktion. Derudover fremhæver han også mere sansbare betingelser for produktion, såsom øjet der ser, maven der mærker, handlinger der foretages og billeder der sanses. Kunsten trækkes fremvia kunsthistorien, hvilket kan opleves i et fotografi, hvor Brøgger ses flankeret af to allegoriske skulpturer af den italienske billedhugger Bernini; i et fotografi af Parthenon samt i inddragelsen af et ældre værk af Brøgger selv ’Platformprojekt’ (1970). Ved at inkorporere omgivelserne peges der i værket ligeledes på det kontekstuelle, og at kunstproduktion må indskrives i rumlige og derved politiske, økonomiske og sociale sammenhænge.

Baseret på de fire institutioner i Brøggers værk familien, arbejdet, kunsten og omgivelserne italesætter kunstnerne i udstillingen, nogle af de vilkår kunst produceres under og forskellige kunstneriske greb relateret til det at producere – det være sig intentionelle, tilfældige, systematiske, kritiske, kollektive, poetiske eller idiosynkratiske. I værkerne undersøges forskellige nutidige former for kunstproduktion med vægt på materialet og mediet, der ligger til grund for produktionen og på arbejdet, der er lagt i processen med at skabe kunsten – ligesom produktion baseret på venskab, fællesskab og udveksling af ord, billeder og idéer fremhæves. Men også de nutidige rumlige, institutionelle og sociale forhold, der fungerer som implicitte betingelser for produktionen af konkrete værkpraksisser foldes ud.

Idéen med at sætte fokus på kunstnerisk produktion og produktionsbetingelser i udstillingen er historisk funderet i institutionskritikken fra 1960erne og 1970erne, der her anvendes som en måde at spørge til kunstens rum samt disses politiske og sociale infiltrering i samfundet. Hvis institutionskritikken syntetiseres helt ned handler den primært om fire kritikpunkter: Produktion, værdisætning, præsentation og distribution. I 1974 gjorde den amerikanske kunstner Michael Asher opmærksom på, at der var brug for en ny form for produktion, der kunne påvirke de traditionelle former for kunstreception og -distribution. Ashers primære anke var, at kunsten blev abstraktgjort, når den berøvet kontekst og historie blev hængt op på de hvide vægge i et galleri. Så i værket Claire Copley Gallery, LA 1974 (1974) tømte han gallerirummet og rev en væg ned samt spartlede og malede væggene for at undgå ’objects of perception’ og for at synliggøre galleriets konstituerende elementer. Publikum kunne nu se galleriet som rum, forretning, kontor og som kunstlager. I 1960’erne og den første del af 1970’erne var produktion et væsentligt træk i mange kunstpraksisser særligt fællesproduktion var aktuelt, hvor både kunst, kunstner og beskuer blev engagerede i tilblivelsesprocesser. Stig Brøggers eller Michael Ashers værk lægger imidlertid ikke op til en fysisk og medudøvende form for beskuerproduktion, men derimod lægger de nævnte værker op til mental og kritisk refleksion og medproduceren. På lignende vis opfordrer værkerne i udstillingen til kritisk udveksling om og med samtidskunsten og beskueren. Det traditionelle kunstobjekt udfordres til fordel for en opmærksomhed rettet mod processuelle og performative strategier samt overvejelser omkring produktion i en tid præget af oplevelsesøkonomiske tiltag inden for kultursektoren og et markant samfundsmæssigt fokus på økonomisk vækst i produktionsgrundlaget med henblik på øget konsum. Familien, arbejdet, kunsten, omgivelserne forsøger at trække kunstnerisk produktion væk fra en eksklusiv økonomisk forståelse. Det betyder ikke, at værkerne i udstillingen undslipper økonomiske forhold, for disse er implicit tilstede og synlige bl.a. når nogle af værkerne italesætter produktion gennem værdsætning samt de diskursive og strukturelle forhold, der råder inden for kunstinstitutionen. 

Familien, arbejdet, kunsten, omgivelserne er den sidste af to udstillinger, der er del af et post.doc.-projekt på Syddansk Universitet med fokus på, hvordan udstillingsmediet kan facilitere kritisk opmærksomhed. Den første udstilling med titlen ExchangingMoney for Working Space or Money Equals Working Space blev lavet i samarbejde med SixtyEight Art Institute, København og fandt sted i perioden 10. marts til 28. april 2017. Udgangspunktet var en kritisk undersøgelse af kunst og værdisætning i en immateriel økonomi. http://sixtyeight.dk/workingspace.html

Udstillingen og forskningen er støttet af Nordic Culture Point og Velux Fonden.

- tekst af Ph.d. Charlotte Præstegaard Schwartz, 2017

Stig Brøgger (f. 1941) har siden 1960erne arbejdet med fotografi, maleri, installation, film, kunstnerbøger, skulptur og projekter i det offentlige rum. Hans værker har været vist på udstillinger på bl.a. Venedig Biennalen; Museum of Modern Art, New York; Wiener Secession, Wien; Palais de Beaux Arts, Bruxelles; Städtische Kunsthalle, Düsseldorf; Sharjah Biennalen; Louisiana Museum of Modern Art, Danmark; Henie-Onstad Kunstcenter, Oslo; Moderna Museet, Stockholm og SMK.

Pia Rönicke og Johan Tirén arbejder i deres værker med dialoger omkring det at tænke og leve med kunst samt at producere kunst individuelt og i fælleskab; som en del af et venskab. På sin vis er der i de to kunstnerens produktioner tale om udfoldelse af en kunstens infrastruktur, der opstår ud af gensidig påvirkning gennem samtaler ført via tekststykker, fotografi, film og grafik. Når udstillinger installeres og tages ned, så ligger kunsten stadig et andet sted, reflekterer Tirén. Den er i tankerne, der opstår; i følelserne, der blotlægges og håb, der lyser op eller fader ud. I stederne vi deler og de små skift i verden. I dét at have et valg og forenkle tingene eller ikke have og gøre dette, reflekterer Rönicke. Hos de to kunstnere synes kunstnerisk produktion at være en naturlig del det levede liv og derved at være infiltreret i alle facetter fra de mikroskopiske indre rum til en bredere, relationel forståelse af verden. 

Pia Rönicke (f. 1974) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og California Institute of the Arts. Hun har udstillet på Overgaden – Institut for Samtidskunst, Den Frie Udstillingsbygning, Nikolaj Kunsthal, København og Museet for Samtidskunst i Roskilde, Heine Onstad Kunstcenter, Oslo, GIBCA i Gøteborg, Sverige og Tate Modern, London. Rönicke har publiceret Skydokumentet, space poetry, (2017) og Rosa’s Letters, Mousse Publishing, (2012).

Johan Tirén (f. 1973) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Malmö Art Academy. Hans kunstneriske arbejde folder sig ud i både værker, udstillinger, forelæsninger, urban planlægning og sociale praksisformer og kuratering. Han har udstillet I bl.a. Lokale, Flensborggade 57, København; Bergen Kunsthall, Norge; Malmö kunstmuseum, Sverige; Overgaden – Institut for Samtidskunst, København og Gøteborgs Kunsthal, Sverige. Hans værker er at finde i samlinger i fx Norrköpings konstmuseum, Malmö Konstmuseum, Skövde Kunsthall og Sveriges Allmänna Konstforening.www.johantiren.com

Jonas Lund. Gennem maleri, skulptur, fotografi, websites og performances kaster Lund et kritisk lys på brugen af teknologi og netværksbaserede systemer i det samtidige samfund. I udstillingen genskaber han værketStudio Practice (2014), hvori et gallerirum bliver transformeret til et produktionsrum med fire assistenter, der kreerer malerier ved hjælp af en 300 sider manuel udarbejdet af Lund. Malerierne vurderes af et advisory board online, hvor der tages stilling til maleriernes kvalitet, og om de på den baggrund skal destrueres eller signeres af Lund. I udstillingen rumliggøres værket hen over en væg med certifikater, kontrakter, advisory boardets vurderingssystem og konkrete kommentarer til malerierne samt dokumenter fra websitet studio-practice.biz. I Studio Practice (documentation revisited) (2017), tydeliggør Lund forhold, der gør sig gældende, når kunst produceres og senere vurderes på et kapitalistisk drevet markeds betingelser. På den måde bliver de ellers skjulte processer omkring kreativitet og værdisætning synlige for beskueren. Kunst anskuet som frembringelse af en vare, der kan sælges, er et aspekt, der siden 1960erne er blevet forsøgt underdrejet af adskillige kunstnere bl.a. gennem happenings, performancekunst og konceptkunst, hvor der netop ikke produceres et kunstobjekt, en potential vare, men en begivenhed, der lader produktion og konsumption flyde sammen. Jonas trækker på denne historie i Studio Practice (documentation revisited), og i andre værker, når han fx designer algoritmer til at producere kunst ud fra.

Jonas Lund (f. 1984) har en MA fra Piet Zwart Institute, Rotterdam og  en BFA fra Gerrit Rietveld Academy, Amsterdam. Han har haft soloudstillinger i Whitechapel Art Gallery, London (2016), Steve Turner, Los Angeles (2016, 2015, 2014); Växjö Konsthall Sverige (2016), Boetzelaer|Nispen, Amsterdam (2014); Showroom MAMA, Rotterdam (2013). Af gruppeudstillinger kan fremhæves Eyebeam, New York; New Museum, New York; XPO Gallery, Paris; Van Abbemuseum, Eindhoven; Witte De With, Rotterdam; De Hallen, Haarlem og the Moving Museum, Istanbul. Der er skrevet om Lunds praksis i tidsskrifter som Artforum, Kunstforum, Metropolis M, Artslant, Rhizome, Huffington Post, Furtherfield og Wired.

Henriette Heise arbejder med et kritisk og poetisk greb, når hun skaber værker, der italesætter kunstens produktionsbetingelser i en samfundsmæssig kontekst eller trækker oversete og slet ikke sete anliggender frem. Heise udstiller en række tegninger, grafiske og tekstbaserede værker under overskriften Tekniske digte. Motiverne henter Heise fra en umiddelbar dagligdags kontekst og undersøger disse gennem forskellige medier og som kulturelle, symbolbærende fænomener. Kleenex er ét motiv. Og at tegne og bearbejde Kleenex bliver i Heises værker en teknologi i sig selv. Samtidigt er der tale om en bearbejdning af kunsthistorisk materiale i form af to af modernismens sværvægtere som Georges Seurat og Agnes Martin, der begge sniger sig ind i tegningerne som to formmæssige principper sat op mod hinanden. De udflydende prikker og det stringente grid-system. Kleenex er en kulturel bærer af følelser og optræder i mængder af amerikanske film i forbindelse med sorg og gråd. Ved formmæssigt at bevæge sig ind i Kleenexpakken som form, bliver Heises undersøgelse også en slags følelsernes teknologi; for hvordan forstår vi følelser i dag – gennem psykoanalysen, genetik, dna eller tramflora? For Heise er kunstnerisk produktion afhængig af fænomener og genstande, som vi omgiver os med i vores hverdag, fx den allestedsnærværende iPhone, som Heise bearbejder gennem tegninger og grafik, som for at lade det digitale være en del af den fysiske verden. Fænomenet ’lens flares’, der bedst oversættes med lysstrålinger på et fotografisk baseret billede bestemt af det anvendte objektiv, har Heise ligeledes undersøgt. I film opleves Lens flares primært i drømmesekvenser, og de står på den måde for det forestillede, det ønskede og det imaginære. Heise har bearbejdet fænomenet ved at undersøge det gennem adskillige medier som aicii-tekst, linoleumstryk, tegning og maleri. Det endelige billede dannes et sted mellem et mediets logik og motivets fremtoning.

Henriette Heise (f. 1965) er professor på Det Kongelige Danske Kunstakademis BFA program, hun er uddannet fra samme akademi samt Slade School of Fine Art London.
Heise arbejder både individuelt og kollektivt og var medstifter af projektrummet Info Centre i London, Det Fri Universitet i København og den kunstnerstyrede TV-station tv-tv. Hun har udstillet på bl.a. Museet for Samtidskunst, Roskilde, Kunsthal Charlottenborg i København, The Showroom, London og Kunsthall Oslo.

Mathias Sæderup viser papirværker bestående af tekst og billede. I disse værker undersøger Sæderup en række omstændigheder for kunstproduktion, der overordnet handler om, hvilke former for reception, kunsten lægger op til; om billedets mulighed for at levere kritik af det samfund, som billedet skabes ud fra og ind i; om institutionernes betydning for produktion eller måske er det mere korrekt at skrive, at Sæderup er interesseret i, hvordan kunstinstitutionerne står i et gensidigt reciprokt forhold til det gældende kunstbegreb. Og at institutionerne ændrer sig, når forståelsen af kunstproduktionen ændres og vice versa. Sæderup sætter med andre ord fokus på kunstinstitutionen som en diskursiv ramme, der i høj grad er medproducent i forhold til den måde et værk opleves og produceres på. Overordnet undersøger han strukturelle og diskursive forhold, der er med til forme og bestemme kunst, institution, kunstnerrolle og receptionssituationerne, ligesom han funderer over arbejdsomstændigheder for kunst og derved kunstnerens rolle som den, der medierer noget, skaber eller bevidner noget. I sin praksis spørger han fx, hvordan erfaring videregives, og hvad der kvalificerer kunstnerisk erfaring.

Mathias Sæderup (f. 1984) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, Århus og har en MFA fra Teori & Formidling, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Derudover har Sæderup arbejdet hos Atelier de gravure Bo Halbirk i Paris og Kobbertrykker Mette Marott i København. Sæderup har udstillet i bl.a. Kunsthal Aarhus; Arbejdermuseet, København; det kunstnerdrevne udstillingssted HCØ-huset, København og Galleri Image, Århus. Han har bidraget til flere publikationer fx introduktion og tegninger i Form og Erfaring. Publikation for visualisering, skriven og stedsorienteret praksis, ”Lidt mere om Heden”, Antipyrine (2017); tekst og grafisk collage i magasinet Monseiur Antipyrine II (2015) og tekst Om Indtagelse af en Fremmed Stat, egen udgivelse (2012).
 

Margarita del Carmen har fokus rettet mod rummet, kunsten opleves og produceres i. Hun benytter sig af performative og teatralske strategier og arbejder med rumlig sansning og intuition i relation til steder. Værket i denne udstilling tager udgangspunkt i biernes desorientering og forvirring. Gennem en årrække har biers stedsans været hårdt udfordret grundet forekomsten af pesticider i naturen, hvilket har skabt fatal disorientering blandt store mængder bier. Følelsen af disorientering folder del Carmen ud i et lyd- og videobaseret værk. Værket er delvist skabt ud fra egne erfaringer som en kunstner, der konstant flytter rundt og derved er afhængig af at kunne orientere sig og aflæse nye kulturelle koder, etablere forbindelser og skabe indsigt i kunstneriske miljøer. Disorienteringen anskuer del Carmen ligeledes i en større sammenhæng, der handler om, at mennesker verden over tvinges til at flytte på grund af bl.a. krig og ændrede klimaforhold i en antropocæn tidsalder. del Carmen spørger, hvad der sker, når velkendt struktur nedbrydes og disorientering opstår; hvad er der brug for at producere og søge efter under disse vilkår. Som en del af værket viser hun en video med en solnedgang, der aldrig fuldendes, men tværtom looper i de uendelige og fremtoner som et grundlæggende, basalt livselement.

Margarita Del Carmen (f. 1989) er født i Chile og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, har studeret ved Maumaus Escola de Artes Visuais, Lissabon, og hun har en musisk uddannelse fra Chile. del Carmen arbejder processuelt og researchbaseret med installation, performance, lyd, video og tekst samt med konkrete designløsninger og workshops. Af udstillinger og projekter kan fremhæves Figure Freimann, Der Fahrende Raum, München; Canto, Ilhas e Cenas, O sol, Guimarães; What hides in the landscape, Territorio Enacción, Rio Puelo, CL og Seasonal Manuals, Pavilion nr 1 & 2, København.