1.3 - 23.3.2019
Opening: 01.03 2019 - kl. 17-20
Galleri Tom Christoffersen præsenterer udstillingen Tærskler med værker af Jytte Rex, Katja Bjørn og Mie Mørkeberg.
En tærskel er et punkt, der markerer overgangen til en ny mental eller fysisk tilstand. At overskride en tærskel fordrer altid – direkte eller indirekte – nødvendigheden af at skulle træffe et valg. Et sådant valg kan være forbundet med smerte men kan også åbne op for nye indsigter og muligheder.
Udstillingen Tærskler optegner et tydeligt spor mellem de tre kunstneres praksisser. Samtidig viser den, hvordan tre generationer af billedkunstnere sanseligt og mytisk trækker på en fælles historie. Samlende for de udstillede værker er det, at de alle markerer overgange til tilstandsformer i et grænseland, præget af lys og mørke, skæve indfaldsvinkler og en bevægelse mod det drømmeagtigt ukendte.
Jytte Rex (f. 1942) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1969. Hun arbejder med maleri, foto, film og tegning. Jytte Rex har haft talrige udstillinger både i Danmark og i udlandet. I 1998 blev hun tildelt Eckersberg Medaillen og samme år Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I 2005 modtog hun Thorvaldsen Medaljen. Hun er bl.a. repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, ARoS, KUNSTEN, Ny Carlsbergfondet og Vejle Kunstmuseum.
Katja Bjørn (f. 1967) er autodidakt billedkunstner. Hun er Cand.mag. i Religionsvidenskab og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Katja Bjørn arbejder både med video, fotografi, grafik, skulptur og installation, og hendes værker er bl.a. repræsenteret i samlingerne på Horsens Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og Kvindemuseet.
Mie Mørkeberg (f. 1980) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Hun har bl.a. udstillet på Brandts, Odense og Trapholt Museum for Kunst, Kolding. Mie Mørkeberg har udført kommisionsarbejde for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og FN Byen. I 2015 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Mie Mørkebergs værker er bl.a. repræsenteret på Trapholt.