Lene Adler Petersen: Forfatteren Inger Christensen, 2015, Oil, tempera and acrylic on canvas, 120 x 140 cm

PERSONA

Lene Adler Petersen

17.3 - 22.4.2017

Opening: 17.3.2017 - kl. 17-19


Udstillingen Persona viser en række nye malerier af Lene Adler Petersen. En serie kompositionelt facetterede og koloristisk raffinerede lærreder, der enkeltvis men også i et samlet og sluttet forløb, fortolker personaen som psykodynamisk abstraktion.

Lene Adler Petersen betegner med kategorien Persona et abstrakt maleri, der reflekterer modtagelsen af en person som indtryk, oplevelser, overvejelser. Hvert billede samler sig i et navn, som i en dedikation: Forfatteren Karen Blixen, Psykiateren Birgit Petersson, Forfatteren T.S.Eliot, Forfatteren Inger Christensen, Billedkunstneren Meret Oppenheim. Men personerne er ikke fastlåst i entydige statements. Tværtimod. Billedfladen er inddelt i områder med genkommende og variable størrelser, der skaber et åbent system. Inddelingerne veksler mellem rumligheder og antropomorfe figurer, der opfyldes og tager form gennem den langsomme opbygning og fortætning af minutiøse strøg. Overflader gennemtrukket af årer som fjerne landskaber, torsoer, ovale og runde organismer eller kloder, insisterende frontale flader, farveintensiteter og væltende rum. Ved at slippe genkendeligheden fastholder hun ikke personerne, men slipper dem fri.

Udgangspunktet for serien er det store maleri, Personarummet, en abstraktion over psykiateren Birgit Peterssons arbejdsrum. Et rum, hvor man tager fast plads, når man besøger det. En plads, der på andre tidspunkter indtages af andre mennesker. Og i værkerne reflekterer Lene Adler Petersen også mere fundamentalt den psykologiske betydning og brug af begrebet Persona, som hos psykiateren C.G. Jung, der brugte termen som begreb for den sociale maske, der i psykens struktur formidler mellem jeg´et og den ydre verden.

Lene Adler Petersen (født 13. Januar 1944 i Aarhus) er uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1964-66 og Det Kgl. Danske Kunstakademi 1968-69. Fra slutningen af 1960’erne har hun virket i kollektive sammenhænge som ABCinema, EKS-Skolens trykkeri, Tidsskriftet Kvinder og kunstnergruppen Arme og Ben. Siden 1974 har hun vist sine værker på en række udstillinger i Danmark og udlandet og har fra 1982 udført flere værker i det offentlige rum. Lene Adler Petersen har bl.a. lavet udsmykninger på Herlev Sygehus, Østre Landsret og Holstebro Gymnasium. På Statens Museum for Kunst store udstilling ”What’s Happening?” i 2015 om den eksperimenterende kunst mellem 1965-1975 spillede Lene Adler Petersens værker en markant rolle.

Lene Adler Petersen - PERSONA. Installation view  

Lene Adler Petersen - PERSONA. Installation view (1)  

Lene Adler Petersen - PERSONA. Installation view (3)  

Lene Adler Petersen - PERSONA. Installation view (2)  

Lene Adler Petersen: Personarummet, Acrylic on canvas, 200 x 140 cm  

Lene Adler Petersen: Forfatteren T.S. Eloit, 2015, Acrylic on canvas, 120 x 140 cm