14.8 - 12.9.2026
Kristus på korset flankeres af engle, faldne og rettroende, mens slanger og fabeldyr vrider sig, og bedekranse knyttes i nævnerne på de nyligt afdøde. Masker af hår og stof dækker ansigter, som synes at forpuppe sig i jorden, mens de venter på at genopstå som nye væsner. Omkring dem, blomster, vildvoksende og saftspændte, levende lys og hænder, der rækker ud efter os. Velkommen til Surah Nuh - Noahs Bog.
Surah Nuh referer til myten om profeten Noa, der byggede en ark for at redde jordens fauna fra syndfloden. Det er en myte om fortabelse og frelse, om menneskets død og genopstandelse, og om civilisationer, der falder og opstår på ny. Og mest af alt er det en myte, der har fulgt mennesket gennem faser og idéhistorier, religioner og samfundsmodeller, omskrevet og genfortalt igennem årtusinder.
Myten om Noa findes idag i variationer i alle de store verdensreligioner: I Kristendom, Islam og Jødedom, men også i mange asiatiske trossamfund, er der fortællinger om den gudskabte oversvømmelse, der skulle rense jorden fra menneskets synder. Men myten om syndfloden, der udryddede en hel verden, findes allerede i de tidligste civilisationer; i Babylon, i det gamle Egypten og i sumeriske tavler, der nævner guden Ziusudra, en foregangsfigur for den Noa, vi kender kender i dag.
I Surah Nuh møder vi værker, der kredser om død og genopstandelse. Vi finder genkendelige scener som Kristus på korset og den sidste nadver - nogle af kunsthistoriens mest afbilledede fortællinger - men også billeder med referencer til alle de fortællinger, der gik forud for - og er blevet udvisket af - samtidens religioner. Ukendte grave er smykket med rosenkranse og muslimske bedekranse; væsner forpupper sig i hår og stof og genopstår som noget nyt; og planter blomstrer, afblomstrer og går i forrådnelse, før de bliver til gødning for nye planter.
Hos Noah Umur Kanber smelter mytologiske fortællinger fra for- og samtid sammen til en universel historie om, hvordan magtanvendelse og destruktion gang på gang har skyllet ind over jorden og revet civilisationer og dets mytologer med sig i faldet. Hvordan utallige syndfloder har søgt at viske tavlen ren, og hvordan vi alligevel kan finde spor af de tanker, forestillinger og verdensforståelser, der gik forud for vores egne, i de myter, vi fortæller i dag.
Gennem materialer som keramik, guld og kobber skaber Kanber billeder, der forbinder samtidige mytologier med tidligere. Materialet peger på myternes østerlandske oprindelse, men også på, hvordan udvindelse og udbredelse af råstoffer og mytologier er en historie om vold og destruktion. Kanber gør det omvendte; inkludere de billeder og materialer, vi står på skuldrende af, som når hun genbruger kasserede værker af andre kunstnere som rammer om sine egne keramiske relieffer, og dermed giver nyt liv til fragmenterede, kasserede artefakter.
I Surah Nuh er Kanber optaget af, hvor meget religiøse billeder fortsat fylder i vores ellers sekulære samfund. Religiøs mytologi er en ramme om de store begivenheder i vores liv: Om fødsel og død, ægteskab og familie, men også om vores demokratiske institutioner. Et spor i udstillingen undersøger, hvordan mytologisk symbolik som drager, løver og kors indgår i nationale symboler, men ofte også anvendes af ekstreme, ultranationalistiske eller racistiske grupperinger som symboler på rå magt og maskulinitet.
Kanbers mytologiske univers indgår engle og drager på lige fod, hinsides den binære skelnen mellem godt og ondt. Her er det monstrøse et billede på queerfiguren, på dét, der undsiger sig kategorisering og peger tilbage på tider og steder, hvor køn blev opfattet mere flydende. Kanbers fabeldyr tilbyder os således et nyt blik på verden; en verden af kontinuitet, frem for sammenbrud; af værdsættelse, frem for udgrænsning; hvor jord og menneske kan heale og genopstå i sit eget billede.
