Insekter, ting og sager
Det var en skotøjsæske under min barndomsseng og i den lå mine dyrebareste ting: En vindsleben sten, en fjer fra en fasan, en konkylie fra Cypern, en brækket kniv, en stenøkse og en pilespids, sommerfuglevinger og magneter, en død humlebi, en ham fra en hugorm. Det var genstande fundet og samlet op, og til hver ting i skotøjsæsken knyttede der sig en erindring om øjeblikket, hvor den var fundet.
Denne lille samling dannede et elektrisk felt i sig selv, den var en ophobet betydning, den var mit inderste. Samlingen var et billede af mig. Den var mit første digt. Et digt skrives af ord man samler op, hvert ord vurderes, holdes fast og sættes ind i en ny sammenhæng. Ordene og tingene og deres mærkelige, usynlige tråde væves sammen til et fletværk på bagsiden af digtet på samme måde som neuroner kan lyse op i et hjernevæv. Til sidst samles digtene, de samler sig og selve samlingen giver sig også til at betyde noget.
I mit arbejde har jeg igen og igen lavet små ophobninger og samlinger, arkiver lagt i skabe. At åbne et skab er som at åbne en bog. Skabe kan være rummelige som forfatterskabe. Jeg har lagt tingene og ordene ved siden af hinanden eller ovenpå hinanden. Ved at ophobe tingene og ordene danner de anden betydning. Tingene begynder at tale og forbinde sig, fordi de er sat eller lagt sammen. Jeg sammensætter. Det er det, jeg gør. Når jeg ophober og sætter sammen og lægger i bunker, tænker jeg på kompost. Kunst er en form for kompost. Et digt er en kompostbunke som lever af ordenes varme og nedbrydning. I kompostbunken bor bænkebideren som reformulerer stoffet.
Undertiden strejfer jeg om i forladte stenhuggerier i området hvor jeg bor i Italien. De er rene skatkister for en tingfinder. Efterladte skulpturer og knækkede marmorplader, stumper af forladt kulturhistorie. Der var her jeg engang fandt en bunke knuste gips’er, som engang blev brugt til at hugge religiøse skulpturer efter. De var de egentlige originaler, men lå nu som en saglig kompostbunke af stumper. Hænder og hoveder fra noget der engang betød alt. Når man er tingfinder og strejfer, holder man af at gå i kanten og lede og få øje. Det er også der jeg har det bedst. Her hvor det mindste pludselig bliver det største.
Return to:
