Niels Nedergård in Cairo. Photo by Inge Breitenstein.

Cairo

Niels Nedergård

25.11 - 23.12.2016


I årene 1979-1986 boede den danske kunstner Niels Nedergård i Cairo. Nærmere bestemt i ottomannerhuset Beit el-Suheimi, der blev bygget tilbage i 1668. I den østlige fløj på 3. etage fyldte Nedergård to atelierer med sine billeder i stærke farver i kontrast til de okkerfarvede vægge og lyset filtreret gennem mushrabeiya vinduerne. Netop her gjorde den islamiske geometri dybt indtryk på Nedergårds formsprog og kunstneriske virke. Op til sit ophold i Cairo, havde han arbejdet med grundfarvernes sammensætninger og store kompositioner af lys og rum. Med dette i bagagen, skabte Nedergård et nyt spil i Cairos mønstre. Ved at kopiere dem til et net af streger og udfylde med de stærke neonfarver, opstod en proces bestående i at forenkle ornamenterne, og derefter gøre dem visuelle komplekse på ny. Men koloritten var ikke blot noget, Nedergård tog med sig fra 1980’ernes vestlige kunstscene. Farverne findes også hos Sufierne, som i ekstase opnår kontakt med det guddommelige gennem en forbindelse mellem det intellektuelle og det følelsesmæssige – og nøjagtigt dét, at føle tingene, var Nedergård selv så tiltrukket af ved Egypten.

 Idet den vestlige kunst i sin moderne udformning prøver at søge ud over at imitere, finder Nedergård et svar i islamiske ornamenter. Det islamiske ornament er et visuelt system, der afviser imitation af omverdenen og forsøger derfor ikke at genskabe illusionen om virkeligheden. Symmetrien i Islams geometriske ornamentik er snarere en sanselig glæde over at være til i en verden, som på en gang er afmålt og alligevel så uendelig, at tanken om det, får os til at svimle. Islams kulturelle symboler arbejder med idéen om livet er uendeligt rigt, og skønheden er, at man ikke overskrider målet for sin tilværelse. Nedergård nyfortolkede ornamentets formål i sine billeder, og lod dem stå som en fusion mellem vestens og østens kunstsystemer. Som han selv forklarede, var det netop et indspark til det postmoderne maleri: "Ornamentik falder i spænd med vores tid, med den modernisme - der nu er kommet som postmodernisme. Det er det, der har inspireret mig, som har været mit held - tidsmæssigt - at jeg har haft den fornemmelse, og er kommet herned for 7 år siden. Jeg kan mærke, at der pludselig er respons på de ting jeg laver nu."

Udstillingen bliver en præsentation af værker Niels Nedergård lavede igennem sine år i Cairo, og samtidig er den udgangspunktet for arbejdet med en omfangsrig bogudgivelse om årene i Cairo, med malerier, fotografier og tekster.

Tak for hjælpen til Inge Breitenstein, Viera Collaro, Henrik Jensen, Kirsten Justesen, Torben Madsen & Kunst På Arbejde.

Niels Nedergaard er citeret fra interview til DR i marts 1986.

Niels Nedergaard (1944-1987) blev uddannet på Det Jyske Kunstakademi og Det kgl. Danske Kunstakademi i årene 1966-75. Han kom med i kunstnergruppen Ny Abstraktion i 1977. Fra 1979 til året før sin død boede han i Cairo. Udvalgte udstillinger: Lyset, Nikolaj kirke, København. 1978. Fysisk poesi, Kunstforeningen, København. 1979. 1000 farver, Galleri 38, København. m.fl. 1976-77 (s.m. Viera Collaro). Malerier, Cairo 1981-82. Glyptoteket 1982. Trapholt 1983 (s.m. Viera Collaro, Finn Mickelborg). Kunstnere for fred, Charlottenborg, København. 1983. 

Niels Nedergård: Musafikhrana Door, Cairo, 1982, Acrylic on canvas, 173 x 121 cm  

Niels Nedergård: Musafikhrana Door. Cairo, 1984, Acrylic on canvas, 166 x 126 cm  

Niels Nedergård: Untitled (Cairo 1979-1986), Acrylic on canvas, 191 x 205 cm  

Niels Nedergård: Untitled (Cairo 1979 - 1986), Acrylic on canvas, 140 x 160 cm  

Niels Nedergård: Untitled (Cairo 1979 -1986), Acrylic on canvas, 163 x 83 cm  

Musafikana Ornamentik II, 1980, Acrylic on canvas, 169 x 117 cm  

Installation view. Niels Nedergård - Cairo (2)  

Installation view. Niels Nedergård - Cairo  

Installation view. Niels Nedergård - Cairo (1)  

Installation view. Niels Nedergård - Cairo (3)