Jesper Christiansen

Jeg har altid holdt af citatet, for det og den kunst, der kom ud af den postmoderne tænkning i 80erne og 90erne, var med til at udvide forståelsen af maleriet som et udvidet felt. Noget, der bogstaveligt talt sprang ud af guldalderguldrammen og var kritisk over for de store modernistiske mestermalere som Picasso, Matisse, Jackson Pollock, Jasper Johns osv.

Hele ideen om at være en autentisk “original” kunstner blev sat til diskussion af f.eks. den amerikanske billedkunstner Sherrie Levine (f. 1947), når hun malede en akvarel som en 1:1 tro kopi af en Wassily Kandinsky-akvarel. Hun gjorde det for at få følelsen af, hvordan det var at skabe et mesterværk, var hendes lidt ironiske kommentar i katalogteksten til udstillingen, hvor hun lavede “uoriginale” værker. En anden amerikansk billedkunstner, Mary Hellmann (f. 1940), begyndte at male på lærreder, som ikke kun var firkantede, men i alle mulige former og bemalet på siderne. På den måde kunne “indholdet” bevæge sig ud over kanten på maleriet, helt i tråd med traditionen fra den amerikanske minimalisme og konceptkunst.

Fra starten af mit arbejde med maleri har der været tekster/ord i billederne. I stedet for at have skitsebøger med tegninger og overvejelser skrev jeg direkte på billederne. Efterhånden som billedet tog form, forsvandt skitserne og notaterne. På det tidspunkt var det ikke ment som en del af den kunstneriske proces, men blot som noget helt praktisk, hvor jeg f.eks. skrev tlf. numre til folk, jeg skulle ringe til, parallelt med at jeg udviklede de kunstneriske idéer. Blandingen af koncentreret arbejde med billedet og distraherende forstyrrelser udefra har jeg holdt fast i siden. Det skaber en form for organisk distance og nærvær, som bidrager til langsommeligheden i udfærdigelsen af mine billeder.

Når der var fest på Kunstakademiet i firserne, kunne jeg hurtigt finde et malerlærred og forvandle det til et prisskilt med priser på bajere og chips eller et kort over, hvor man kunne finde indgangen i gården, der hvor festen fandt sted. Maleriet var et skilt, og maleriet var et kort, og det sidste var jo noget, jeg mange år senere kom til at arbejde med i Frederik den Ottendes Palæ.

Et malerlærred kunne altså bruges til mange ting ud over at være et areal til en kunstnerisk vision. Maleriet kunne være et billede AF verden, men det kunne også være en ting I verden.

Ord og tekster i billederne har derfor altid været en helt naturlig del af min kunstneriske praksis, faktisk så naturlig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det for alvor, før jeg i 2010erne begyndte at lave værker, der tog konkret udgangspunkt i skønlitterære værker. Selv da jeg i 1993 lavede udstillingen “Stedmalerier” hos Galerie Mikael Andersen med de første billeder med ord, opfattede jeg det ikke som, at sproget var rykket ind i mine værker. Jeg mente blot, at man som beskuer nu kunne vælge at “se” på ordene i stedet for at “læse” ordene. Udstillingen blev sjovt nok omdøbt til “Skiltemalerier”, da den senere fortsatte til Museet for Samtidskunst i Roskilde og Esbjerg Kunstmuseum.

I 2019 skulle jeg lave en udstilling på Odsherreds Kunstmuseum, og til den var der brug for en stor plakat. Desværre var jeg løbet tør for det store Fabriano akvarelpapir, jeg plejede at lave plakater på, så hvorfor ikke bare male plakaten på et lærred?

Det viste sig at være både langt hurtigere og kunstnerisk mere præcist at formulere sig på det vævede lærred. En idé var født, og siden har jeg malet plakat-malerier på lærred til de større udstillinger.