Berit Jensen, "Gul" :

Post-painting, 80´er-neo-ekspressionisme, ungt, vildt "heftiges Malerei " eller blot et maleri der ikke kræver nogen form for " åndelig indlevelse" eller hævder nogen kunstnerisk originalitet.

 Tilbage bliver gentagelsen, " re-produktionen ": det allerede skabtes kunstneriske formsprog der gentages og gentages i postmodernismens ånd indtil citationenen umuliggør og latterliggører enhver idé om ekspressionismens "lidende " kunstner og udtryksmæssige egenart. 

Spørgsmålet er, om betegnelsen " De unge vilde ", som Berit Jensens generation af malere omkring den hæderkronede " Kniven på hovedet "-udstilling på Tranegården i 1982 kaldes,  i virkeligheden er dækkende: Berit Jensens " vildskab " er på ingen måde en emotionel vildskab, men højst en formmæssig vildskab, der, i sin optagethed af maleriets grundproblemer, føler sig fri til at overtage, anvende, imitere og ironisere over hele det kunsthistoriske bagkatalog: Det figurale, der dog aldrig bliver egentligt genkendeligt, det abstrakt-ekspressionistiske der dog aldrig bliver følelsesladet, osv. Et maleri der i mere end en forstand insisterer på at være "Gegen-stand" ", som Berit Jensens billeder kaldtes i 80´ernes Berlin: "Genstand": Maleri som maleri som objekt på 80´ernes boomende kunstmarked, men også "mod-stand": Modstand mod enhver beskuers forsøg på at fiksere maleriernes lag-på-lag-på lag af betydning og henvisning. ” At man ikke længere kan male, men derfor gør det alligevel. ”

Torgny Wilcke: " Uden titel ":

At et maleri kan have en krop. At det ikke blot forsøger at forholde sig til lærredets to dimensioner, længde og bredde, men til den tredje - massefyldens - og måske den fjerde, som er tidens: Kroppens arbejde i tid med farve og lærred, og farven og lærredets arbejde med sig selv i udflydning, krakelering og tyngde. 

Umidelbart synes Torgny Wilckes, tunge, farvemættede lærreder, som de vistes første gang på Charlottenborgs " Fact& Value "-udstilling sidste år, måske at indskrive sig i en tradition for en udforskning af det formelt-æstetiske, som det kendes fra den amerikanske 50-60´er scene med  Newman, Rothko, o.a. , men måske var det i stedet forsøget værd, at læse dem i forhold til det 20. århundredes fænomenologiske tradition: Fænomenologi er videnskaben om, hvorledes vi sanser gennem kroppen, og ikke gennem det traditionelle maleris en-øjede kuk-kasse perspektiv: Set i dette lys kan Torgny Wilckes malerier siges at stille et interessant spørgsmål til nye veje for maleriet: Hvad bliver et maleri til, når farve bliver skulptur og lærred bliver installation,  når fokus forskydes fra øjet og fladen til kroppen og rummet ? 

Mikkel Engelbrecht, "Uden titel ”:

I litteraturen om de gamle surrealister, ses det ofte, at Freuds begreb " das unheimliche " anvendes: " Det u-hjemlige " eller de velkendte genstande der pludselig fremstår som uforståelige eller fremmede: Kopper betrukket med pels, geder med bildæk om maven eller hummere anvendt som telefonrør - billeder og genstande der ofte opfattes med lige dele nysgerrighed og utilpashed. Billeder og objekter, som vi umiddelbart genkender, men hvis betydning og sammenhæng synes revet ud af led - et meningens sammenbrud i vores dagligdagsverden. At indskrive Mikkel Engelbrechts billede i denne tradition er et kunstgreb - for også en bevidsthed om 80´ernes ironiske reference-maleri synes at være tilstede, - men det meningssøgende spørgsmål synes at rejse sig: Med hvilket objekt er det, at vi bliver konfronteret: En klokke eller en hue - eller en klokke/hue ? Et objekt i et ikke-eksisterende rum, som vi synes at genkende, men ikke aner hvad er.