Pressemeddelelse:

”Jes Wind Andersen
og Signe Jais”

28 . marts – 21. april 2003

 

Fernisering: 28. marts kl. 17-20

Jes Wind Andersen og Signe Jais

Christoffersen Art byder velkommen til en udstilling med collager, fotos og maleri præsenteret ved Signe Jais og Jes Wind Andersen.

 

Signe Jais vælger til denne udstilling at vise collager fra serien “Machines Flying”.

Grundmaterialerne til de 17 collager er papir, træ og styrofoam (isoleringsmateriale), kombineret med udklip fra bl.a. atlas, bøger om rumforskning og flyvning i særdeleshed.

En videre bearbejdning består i tegning og bemaling af disse.

 

Indholdsmæssigt fokuserer Jais på selve bevægelsen mellem punkterne A og B, imellem det konkrete (og velkendte) og det endnu kun forestillede: “...Der foregår en løbende opsamling af viden og erfaring undervejs - en transport - som på en gang er det store ukendte X og samtidig bestemmende for den videre færd”. Motiverne symboliserer derfor “...den moderne verdens forestillinger om fremdrift og udvikling, hvor transport af mennesker og information er billede på den bevægelighed, som er både forudsætningen for og grundstenen i vor højteknologiske informationssamfund.”  (Cit. Malene la Cour Rasmussen, Parallelvej ISBN 87-988807-0-5)

 

Jes Wind Andersen arbejder med sammenstilling af fotografi og maleri.

Billederne, som er samlet under fællestitlen “REKISS ME”, tænkes som en række variationer over rød, og er ofte opbygget af moduler i størrelsen 49 x 74 cm. Fotografierne er landskabelige, ikke stedsbestemte og fremstår grundet grov opløsning samt flittig brug af div. filtre (rød-/blåfiltre)

nærmere som abstraheret malerisk form, hvor billedoplevelsen bliver en "svag anen" fremfor en klar og let klassificerbar aflæsning.

Maleriet er imidlertid konkret og fremstår monokromt eller med få inddelinger.

Malerier og kombinationer er højglanslakeret, og malerier og fotografier, som er monteret på aluminium, indgår i den samlede fremstilling som komponenter på lige fod.

 

Signe Jais (født 1967) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Af tidligere udstillinger kan nævnes: Parallelvej, Lyngbyhus 2002, “TRANSPORTcomstar”, Galleri Møllerwitt, Århus 2001, Galerie Ramakers den Haag, 2000 Holland, “Adapter”, Clausens Kunsthandel Kbh. 2000.

 

Jes Wind Andersen (født 1965) er ligeledes uddannet på Det Kongelige Danske

Kunstakademi.

Af tidligere udstillinger kan nævnes: “REKISS ME” Traneudstillingen Gentofte Hovedbibliotek 2003, Lindhard/Wind Andersen og 'Hultenberg-Lindhard-Andersen', Galleri Ægidius, Randers 2003/2002,

'Parallelvej', Lyngbyhus 2002 og 'Expansion', NewArt 2000.

Jes Wind Andersen og Signe Jais