CIRCUMSTANCES / OMSTÆNDIGHEDER
"Langt de fleste af de mange kvindelige kunstnere, som historien kan fremvise, har befundet sig i en kunstnerisk marginaliseret position. At kvinder først og fremmest blev definerede ved deres køn, var en kendsgerning, som feministerne tog konsekvensen af i 1970’erne, da de indså, at de måtte gøre en dyd af nødvendigheden og bruge femininiteten som et aktiv, hvis de ville bryde med den dominerende maskuline repræsentation og betydningsproduktion i kunsten.
Kirsten Justesen har placeret sig centralt i feministisk kunst lige fra dens start omkring 1970 med en lang række værker, der både skarpt og kærligt og ironisk diskuterer kvinders situation og position i det private og offentlige rum. I 1973 gennemførte hun et større projekt bestående af ca. 100 s/h fotografier, som hun gav titlen Omstændigheder . Værket blev imidlertid lagt til side, og kun enkelte af seriens billeder er gennem årene blevet brugt i forskellige kunstneriske sammenhænge."
Vibeke Vibolt Knudsen, Circumstances – 1973. An unknown work by Kirsten Justesen. Statens Museum for Kunst Journal, 2001, s. 179 |