Galleri Tom Christoffersen

exhibitions

Mistro og romantik

Første gang jeg mødte Elmer i levende live havde jeg fornøjelse af at lægge øre til hans udtalte påståede mistro til kvindelige kunsthistorikeres formåen ud i at skrive om mandlige kunstnere og deres værker. At jeg her år efter skriver en indledende kommentar til Elmers udstilling på Galleri Tom Christoffersen kan måske derfor umiddelbart ses som paradoksalt, men langt snarere vil jeg hævde, at det blot er udtryk for den underfundighed og umiskendelige sans for ikke at lade sig stereotypifi cere, som sigende kendetegner maleren, der siden 70erne har koketteret med, at han ikke kan male.

Det kan han måske heller ikke. Det er måske netop pointen. Eller, i hvert fald er Elmers malerier aldrig opstået ud af ukompliceret maleglæde, men ud fra en længsel efter at fravriste omverdenen dens motiver af alt fra brølende kronhjorte, hagekors, Britney Spears og lakrids-konfekt.

Man kan måske sige, at Elmer er maler på trods. En maler for hvem det at male er en slags anstrengt stræben efter umiddelbarhed. En vrængen af troen på at det overhovedet er muligt at male sig til naturlighed – koblet med en ligefrem længsel efter samme. Anerkendelsen af, at det grundlæggende er latterligt at male i dag, men at det måske netop derfor er ærligt.

Provokationen kunne måske umiddelbart med et historisk vue ses som værende Elmers business – men i kraft af ovenstående, vil jeg i stedet hævde, at Elmers projekt altid har været – og er – dybt romantisk. Idet det altid har handlet om nærhed – om at se verden omkring os.

Udgangspunktet var ”Nu også Elmer!”-plakaterne centreret omkring en udforskning af plakaten som kulturelt ikon i det offentlige rum, der med et ironisk twist parafraserede den billed-baggrundsstøj, som hver af os dagligt i vores gang i byen konfronteres med – hverdagens aldrig uskyldige billeder.

Med ”Post-painting” fortsatte optagelsen af det umiddelbart foreliggende. Det blev for meget for Charlottenborg kunne man konstatere, da Elmers og Bergljot Kjartansdóttirs direkte kopiering af dagligdagens visualitet; graffi ti og partisantørklæder sidestillet med feterede værker af Picasso og Emil Nolde, alt tarveligt smurt op på gennemsigtig plastic; blev bortcensureret fra den hæderkronede institution med dommen ”Dette er ikke kunst.”

At kunstinstitutionen ikke kunne rumme de billeder, som hele verden udenfor kunstinstitutionen kunne rumme… kan man forestille sig, at post-painting mere effektivt kunne have udråbt kunstinstitutionens fallit i en tid, hvor ”det vilde maleri” gik salgsmæssigt amok-løb? Siden har Elmers mestendels slået sig på maleriet – eller de ”malede billeder”, som han siger, idet maleridentiteten, fyldt med selvfed maleglæde, i høj grad opleves som en så kliché-præget position, at det er svært med oprejst pande og åbent sind at sige, ”Jeg er maler!” (Altså… hvor naiv kan man være?)

Op igennem 90erne bevæger Elmers produktion sig i stigende grad væk fra sit fokus på popkulturel ikonicitet til en tættere hverdagslig afsøgning. Den umiddelbare fascination, at det der omgiver os, bevares – men nu i mere kondenseret form end nogensinde. Håndklæder, kvindehår, blomsterkrukker. Intet mindre end hvad pokker det nu er, vi omgiver os med HELE TIDEN! Måske er dette i virkeligheden blot det egentlige skridt fra popkultur til populærkultur, kan man sige. For hvad er egentligt mere populært end alt det, som vi alle omgiver os med hver eneste dag – og mere væsentligt overhovedet? Eller burde være det?

Når man har været over alt, må man søge ind. Når man er eksploderet, må man søge nulpunktet. Når man har sagt, at alt er lige gyldigt (hvilket er alt andet end ligegyldigt!), er der kun de enkelte konkret-håndgribelige objekter tilbage, deres form, deres substans, deres væsen. Når man har været post-painter længe nok, må man nødvendigvis blive maler.

Merete Jankowski