”De øverste lag fernis fjerner aldrig erindringen om det underste lag”*

Allerede i 1941 omtaler Asger Jorn i sin artikel ”Intime banaliteter” det ”dårlige maleri” med ømhed og forståelse. Dagligdagens trivielle billeder er som ”(…) en udtrådt støvle af ualmindelig fin pasform”. Senere i 1949 opfordrer han COBRA kollegerne til at oprette ”en sektion til forbedring af gamle lærreder.”
Det er forår i Paris. Maj 1959 og Asger Jorn udstiller i det franske Galerie Rive Gauche. De overmalede loppemarkedsfund benævnes: Modifikationer. Det er fortrinsvis landskabsmalerier, som Jorn bemaler, og en af de udstillede modifikationers underlag er et idyllisk tryk af et Claude Monet maleri. Men idyllen er hårdt bearbejdet. Det minder om vikingerne, der i Normandiet udførte graffitiagtige indridsninger oven på kalkmalerier. Nye betydninger og fortolkninger udført med nordisk åbenhed og frækhed.

Det er i 1977, at Per Kirkeby overmaler og navngiver et lærred ”Byzantinsk spejling efter hjemkomsten”. Det er vanvittigt smukt. Gennemsigtige ruiner. Han forærer Richard Winther det byzantinske lærred samme år. Richard Winther arbejdede ofte i serier. Mere end 50 overmalinger bliver det til i foråret 1977.
Kirkeby arbejder ofte mere nænsomt og skaber nye rum i sine billedundersøgelser. Winther er mere som Jorn i sin tilgang. Han fortæller sine egne historier på de fundne lærreder.

Samme år, 1977, skriver Winther til kunsthistoriker Troels Andersen ”Det er rigtigt dekorationsmaleri, rytmisk og effektivt, jeg har fem skovsøer nu, jeg ikke vil male videre på. Der er andre, der er for slapt malet, dem har jeg malt figurer på.”** Samstemmende er der både glæde og respekt for banaliteterne. Nye fortællinger i dialog med traditionen. Hele tiden knyttet til en fascination af det kitschede, det uprætentiøse og med en klar distance til det ’rigtige’ maleri.

Albert Mertz ville nok have anerkendt tanken om en distance til det ’rigtige’ og akademiske maleri. Med en tidlig fornemmelse for forbrugs- og populærkulturens enorme billedstrøm, bruger han allerede i 1950’erne avisudklip, postkort og dameblade til overmaling og udklip. Mertz finder også loppemarkedsbilleder men udviser på dem en langt mere alvorlig skepsis overfor det traditionelle maleri. Konceptkunsten rammer de gamle lærreder som klare hårde stød.

Jes Brinch, Claus Carstensen og Arthur Køpcke befinder sig i et andet felt. Skarpsleben ironi, politiske paroler og social kritik. Netop Ironien og den nye fortælling står knivskarpt i Brinchs ”Moderniseringer.” Arthur Køpcke er som en ”one man combat unit”.*** Det er nok ikke tilfældig at bøgerne ”Lenins Materialisme og empiriokriticisme” sammen med bogen om ”Socialreformen” i årene 61 – 62 maltrakteres, sammenklistres og bemales.

Claus Carstensen har i årtier dyrket en form for modifikation gennem sit nøglebegreb defacing. En skamfering af eksisterende visuelle udtryk, der på en gang er en destruktiv og konstruktiv handling. Først i 2013 slår han ud efter loppemarkedsmalerier for alvor. Med vanlig sikkerhed og præcision.

Der er stor forskel på den måde Saltarrelli, Brinch, Carstensen, Köpcke, Mertz, Winther, Jorn, og Kirkeby arbejder med de ”anonyme banaliteter.” Men der er en fællesnævner, når blikket rettes mod modifikationer, moderniseringer, overmalinger og defacing.
Om netop det, at lave billeder af billeder, skriver Per Kirkeby i sit katalog ”Ubermalungen..”: ”I mange ”afgørende” forløb blev de en slags nøglebilleder.” ****

*Erik Steffensen: ”Refleksioner”, 2005, s. 22
** T. Andersen, J. Gammelgaard, J. Thage, T. Thage: Richard Winther – Billeder og tolkninger, s. 103
*** Claus Carstensen: Action and Remains Al Hansen og Arthur Køpcke ”Republikaneren”
**** Per Kirkeby: Übermalungen 1964-1984, Kunstraum München

Kilde: ”Hvad skovsøen gemte” Museum Jorn / Modifikationens modaliteter / Helle Brøns

BILLEDER AF BILLEDER

Jes Brinch
Claus Carstensen
Asger Jorn
Per Kirkeby
Arthur KØpcke (D/DK)
Albert Mertz
Mason Saltarrelli (US)
Richard Winther