”Et besøg hos Giacometti 20-5-1948 – i 23 fotografier af R. Winther” er del af en dobbeltudstilling med Richard Winther. Den anden hedder ”Tableau-Vivant” og vises i Nansensgade 62, 1366 København K. Tal R har udarbejdet to udstillingsplakater.
ET BESØG HOS GIACOMETTI 20-5-1948 – I 23 FOTOGRAFIER AF R. WINTHER
“Hos Giacometti halvelleve om formiddagen. En af de ting, jeg syntes bedst om, var en lille portrætbuste, men Giacometti sagde, den var mislykket, fordi ståltråden gik skævt gennem halsen og stak ud. Jeg kunne godt købe den, men så skulle han rette på den først. Jeg spurgte, om det forstyrrede, hvis jeg tog nogle fotografier, medens han arbejdede, men det gjorde ikke noget. Jeg tog så 23 fotografier i atelieret.”
Richard Winthers besøg i Alberto Giacometti atelier i Paris blev dokumenteret i 23 fotografier, der sammen med Winthers egne notater blev samlet i en lille notesbog med påskriften ”Et besøg hos Giacometti 20-5-1948 – i 23 fotografier af R. Winther”. Denne notesbog udgiver Galleri Tom Christoffersen nu som faksimile, dvs. som en nøjagtig 1:1. Bogen kan, sammen med en række af Winthers fotografier og skulpturer med tilknytning til Giacometti, opleves i Galleri Tom Christoffersens nyindrettede udstillingsrum.
TABLEAU-VIVANT
Begrebet Tableau-Vivant betyder et levendegjort billede. Traditionelt set har begrebet været brugt til at beskrive en hyper-æstetisk teaterform, hvis rødder kan føres tilbage til urtidssamfundenes dyrkelse af det kultiske, religiøse og rituelle. Et tableau vivant bestod af levende mennesker, der dannede stumme billeder efter kendte antikke statuer, malerier eller antikke myter og fortællinger.
Fra slutningen af 1960’erne frembringer Richard Winther en række fotografiske tableau-vivants, bestående af nøgne kvindelige modeller med rekvisitter af forskellig art. En del af disse fotografier kan fra den 23. august opleves i Nansensgade 62. Åbningstider: onsdag-fredag 11-17, lørdag 10-14. |