Lene Adler Petersen

2 PORTRÆTTER

Curated by Birgitte Anderberg

17.11.2023 - 10.2.2024

Udstillingen TO PORTRÆTTER  viser to nøgle-værker af Lene Adler Petersen, som ikke har været udstillet siden 1990 og 1991.

Lene Adler Petersens kunstneriske praksis har fra første færd været karakteriseret ved en skarp konceptualisme og stærk fænomenologisk bevidsthed præget af et seriøst engagement. I slut 60’erne og 1970’erne udmøntede det sig ofte i værker, der med et feministiske bevidsthed som afsæt undersøgte og såede tvivl om alle forudindtagne positioner – i billedet og i sproget.

Hendes kritiske og fænomenologiske bevidsthed – der bl.a. rettede sig mod patriarkalske og magtfulde strukturer, fastlåste billeder og forestillinger, og hendes vedholdende insisteren på at sætte  billeder og begreber fri – blandt andet gennem  udmøntningen af begreber som ”Spredning” eller sentenser som ”Molekylernes interne uafhængighed” – er metodiske tilgange som hun sidenhen har brugt i relation til maleriet.

De to omfangsrige værker, Javaportræt og Rosaportræt, er de stærkeste udtryk for Lene Adler Petersens konceptuelle, serielle og installatoriske arbejde med maleriet fra anden halvdel af 1980’erne. I disse værker slipper hun det figurative og tegningen og retter fokus mod det, der er maleriets  vibrerende og levende materie, nemlig selv farven. Farven – ikke som et middel eller redskab men som motiv eller motivation i sig selv. Omslaget til dette maleri sker ved det Lene Adler Petersen selv har beskrevet som et pludseligt og overraskende møde med farven, helt konkret den miloriblå, som hun ser i en farvehandlers vindue i Berlin. Efter dette møde indleder hun et eksperimenterende arbejde med farven som materiale - som pulveriseret stof, der blandes med olie, vand mastiks og æg – i en skrøbelig balancegang der handler om at lade den træde frem i den dybest mulige klang uden at slå over i sort – der resulterer i værker der istandsætter dette møde.

Den serielle installation, Javaportræt,  er malet i Berlin og København i 1986-1987. Værket som består af 36, måske 37, dele, der hver har et format svarende til det traditionelle, intime portræt format. Hvert billede med skiftende farvebearbejdninger, fra det enkle og monokrome til mere komplekse og lagdelte. Der ligger et konkret digt alene i de mange farvetermer og procesbeskrivelser i værklisten: böhmisk jord over veronese grønjord over koboltviolet. Ultramarinviolet over elfenbensort over koboltviolet, etc. og lægger op til en sanselig fordybelse i farvens materielle og fysiske  sprog. Titlen, der helt konkret skyldes en rejse i 1987 til Java (for at se hvor en kær ven var født), skaber associationer til mødet med et fremmed sprog.

Rosaportræt består af otte større, rektangulære formater i form af monokrome bearbejdninger af den rosa farve i skiftende fortætninger i fladen som organiske og levende spor efter arbejdet med pigmentopløsningen og penslen. To af de otte billeder er indrammet og står på en hylde, som en slags objekt sammen med andre objekter, hhv. en kokosnød og to såkaldte Tungemål, blyafstøbninger af skeer (købt i Berlin), og skaber derved en fysisk og kropslig forankring af det malede lærred.

De to serielle og installatoriske værker åbner sig mod et tids-rumlig og processuel erfaring eller læsning, - meget i forlængelse af 1960ernes minimalistiske og serielle eksperimenter, men dog med en helt anderledes insisteren på nærværelsen og udsigelseskraften i selve materialiteten, og med reference tilbage til velkendte formater baseret på menneskelige proportioner.

Javaportræt, 1986

Udstillet på Den Frie Udstilling, Den Frie Udstillingsbygning Oslo Plads, København, 1990

Litt.:

”Også Lene Adler Petersen har et rum for sig selv, og også hun er en af årets gode præstationer. Hun viser dels en serie på 36 billeder, der synes at udgøre delelementer i en billedkunstnerisk grammatik samt at gennemarbejde cirklen som form.”

Torben Weirup, Berlingske Tidende, 24. februar 1990

Bente Scavenius, Den Frie Udstilling i 100 år, Borgen 1991 s. 441-442 (afb.)

Rosaportræt, 1990

Udstillet på Galleri Hummeluhre, Hummeluhrevej 27, Vestergade 49, Århus 1991

Litt.:

”Forfra
Symbolsk ladede installationer af Lene Adler Petersen

Julia Kristeva skrev sidst i 1960'erne, at efter Raymond Roussel behøvede kunstværket ikke længere nøjes med at være et spejl. Nu kunne det også være en maskine. Roussel er ikke specielt kendt i Danmark, men det er til gengæld hans elev i billedkunsten, Marcel Duchamp. Det er værket som proces eller ligefrem idé. Hverdagen som permanent valgsituation. I en række næsten monokrome malerier på denne udstilling markerer Lene Adler Petersen, at den processuelle holdning stadig er grundlaget for hendes arbejde. Billederne viser faktisk spejlet som maskine. I fladen ser man en tåge, der alluderer til f.eks roser eller blod. Foran på væggen hænger en hylde med små objekter, der ikke illustrerer men er forskelle. Hårde og bløde. Solide og skrøbelige. Organiske og forarbejdede. Tunge og lette. Installationerne er stærkt symbolsk ladede, så dybt at det næsten kammer over i det almene. Men de bevarer også Adler Petersens insisterende dyrken af et univers, der måske stadig må betegnes som kvindeligt. Linjen tilbage til den såkaldte kvindekunst fra 1970'erne, som i bl.a. hendes arbejder, eller hos Jytte Rex og Line Storm, i den periode repræsenterede på en gang eksperiment og - anden - tradition. ”

Peter Laugesen, Information, 11. november 1991