2.5 - 24.5.2025
Et gråtonet fotografi viser udsigten over en typisk københavnsk baggård med altaner, skorstene og sprossede vinduer. Billedet er sløret og uskarpt, nærmest lidt uldent, og med tydelige glitches. Skygger, svarende til forskellige tidspunkter på dagen, kastes fra altanerne, og tværs over billedet løber gentagende mørke linjer. Det ligner på sin vis et klassisk kunstfotografi af ældre dato, men der er også noget, der fortæller en anden historie.
Fotografiet er taget med et digitalt spejlreflekskamera, som Henrik Menné har håndbygget. Ikke ud fra en manual, en gør-det-selv video på YouTube eller en indgående kendskab til kameraets teknologi, men gennem eksperimenter og ud fra et ønske om at forstå og kontrollere hele den fotografiske proces, fra kameraets opbygning og til det grålige fotografi på gallerivæggen.
Modsat et almindeligt digitalkamera indeholder Mennés håndbyggede version en enkelt lysmåler, der flytter sig pixel for pixel henover billedet i skriveretningen. Et fotografi er således seks timer undervejs, hvorfor der opstår tidsforskydninger, der kan aflæses i billedet: Skygger bliver længere, en sky glider for solen eller et objekt passerer kameraet og trækker en lang sort stribe henad billedet. Som en slags fantom eller spøgelse, der glider igennem de disede bybilleder uden at efterlade sig andet aftryk end en tynd, mørk stribe.
Gennem Mennés kamera oplever vi, hvordan det fotografiske billede kunne have været et ganske andet, end det vi kender. Fremfor at fastholde et enkelt øjeblik, registrerer Mennés kamera ændringer i omgivelserne over tid og fortæller en alternativ, måske mere subtil historie om verden omkring os. Om vind og vejr i københavnske baggårde, om skyernes bevægelse over toppen af Glyptoteket eller om, hvor forskellig udsigten fra Mennés ateliervindue kan tage sig ud fra dag til dag.
Trods kunstig intelligens, fotofiltre og billedredigeringsprogrammer har vi stadig tendens til at opfatte fotografiet som et sandhedsvidne. Mennés kamera skaber billeder, der ikke nødvendigvis er mere sande eller mindre objektive, men som forskyder vores forestilling om fotografiets væsen en anelse. Det er fortsat, som al fotografi, en registrering af lys, men i et bevidst langsomt tempo, der tilføre billederne en ambient, lo-fi atmosfære.
Den digitale billedecirkulation synes at være eksponentielt stigende med kompleksiteten af de kameraer, de fleste af os går rundt med i lommen. Kameraet er rykket ind i telefonen, telefonen er med os overalt, og billederne bliver flere og flere. Samtidig er det de færreste af os, der er vidende om, hvordan den teknologi, vi i stigende grad omgiver os med og kommunikerer med omverdenen igennem fungere.
I Monoplix trænger Henrik Menné ind i kameraets teknologiske hjerte i håb om at forstå, ikke blot dets mekanik og programmering, men måske også dets output, den uendelige strøm af fotografier, der omgiver os. Et sted i udstillingen snurrer en håndbygget printer, der uendeligt langsomt, kuglepensstreg for kuglepensstreg, pixel for pixel, fremkalder et motiv. En uddøende teknologi i en en samtid, hvor billeder lagres i skyen, ikke i fotoalbummet.
Skyerne i Mennés fotografier er lange striber, der strækker sig fra billedets ene kant til den anden i takt med, at de bevæger sig over himlen. I sit ønske om at undersøge og forstå hele fotografiets proces, fra kameraet til det udprintede og indrammede billede på galleriets væg, må han indregne et element af kontroltab, af tilfældighed. Dermed bliver billedet et andet, ikke mere sandt, men en anelse forskudt. Genfortryllet, måske.
Henrik Menné (f. 1973) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002. Han har tidligere haft soloudstillinger på Viborg Kunsthal, Tranen, Ringsted Galleriet, Krognoshus, samt adskillige i Galleri Tom Christoffersen. Mennesker har desuden skabt flere installationer i offentligt rum, som eksempelvisw Green Lighthouse Instrument på Københavns Universitet og Cylinder i Eventyrhaven i Odense. Henrik Menné bor og arbejder i København.