Anna Ilsley: Boom Boom Boom Boom I Want You In My Room, 2016, Oil on board, 30 x 40 cm

Dearly Beloved

Dan Schein & Anna Ilsley

20.9 - 12.10.2019

Opening: 20.09 2019 - kl. 17-19

Til udstillingen Dearly Beloved har Dan Schein inviteret kunstneren Anna Ilsley til at medudstille. De to kunstneres værkpraksisser præsenteres side om side og går i dialog med hinanden på en udstilling, der helliger sig maleriets sensuelle og pittoreske kvaliteter. Begge kunstnere tager udgangspunkt i en figurverden, hvor logiske love og almen afholdenhed er kastet bort til fordel for et univers af karaktertyper, der lader sig opsluge af natur, sex, hinanden og dem selv. 

Hvor Scheins velkendte ekspressive og voldsomme penselstrøg byder velkommen til en verden af absurditeter, mystiske og mytiske scener, forener Ilsley det nærmest sensitive transparente maleri med kvindelig seksualitet. Den nøgne kvinde er et kunsthistorisk arkemotiv, der indtil for få hundrede år siden udelukkende blev skabt af (og til) det mandlige blik. Kvindens seksualitet har i den sammenhæng både været en kuriositet og et emne for debat og skam. Ilsley genfortæller og -fortolker den nøgne kvindekrop, hvor det mandlige blik er udeladt til fordel for Ilsleys eget. Resultatet er en kærlig og humoristisk behandling af den kvindelige seksualitet. 

Samme kærlighed og humor findes hos Schein, som også præsenterer sine figurer med et overskud og en let overbærenhed.

Dearly Beloved er en udstilling, hvor maleriet med sin narrative styrke udforsker og behandler de sider af menneskets levede liv, der ikke nødvendigvis altid er sat til offentligt skue, men som ikke desto mindre er en væsentlig del af menneskeligheden selv.  

Dan Schein (1985 US/ZA) tog afgang i 2011 fra Purchase College SUNY i New York og Tyler School of Art, Temple University i Philadelphia. Han har haft udstillinger på bl.a. Marvin Gardens, New York; Mike Weiss Gallery, New York; Munkeruphus, Hornbæk; Invisible Exports, New York; Ober Gallery, Kent og Galleri Brandstrup, Oslo. Dearly Beloved er hans femte udstilling hos Galleri Tom Christoffersen. 

Anna Ilsley (1982 UK) har en bachelorgrad i Fine Art Painting fra Brighton University og er postgraduat i tegning ved Royal Drawing School i London. Ilsley har bl.a. udstillet på Rose Lipman Gallery, London; Field Projects Gallery, New York og Kristin Hjellegjerde, London. Ilsleys værker er repræsenteret på British School at Athens, Athen og Beijing Capital Museum, Beijing. Frem til 2020 er hun artist in residence på Newnham College, University of Cambridge. 

Dan Schein: Business, 2019, Oil on canvas, 115 x 147 cm  

Anna Ilsley: Back Stage, 2018, Oil on canvas, 40.5 x 30.5 cm  

Dan Schein: Red Sun, 2019, Oil on canvas, 61.5 x 76 cm  

Anna Ilsley: Twitchy, 2019, Oil on canvas, 130 x 100 cm  

Dan Schein: Green Juice, 2018, Oil on canvas, 115 x 147 cm