Anna Sørensen & Ib Geertsen

27.4 - 26.5.2018

Opening: St. Bededag 27.04 2018 - kl. 16-19


Det er anden gang Anna Sørensen og Ib Geertsens værker udstilles sammen i galleriet i duet. Men i modsætning til sidst, hvor Anna Sørensens keramik stod på gulvet og Ib Geertsens billeder hang på væggen, er der denne gang byttet rundt og Anna Sørensen fylder væggene og Ib Geertsens mobiler hænger i rummet. Anna Sørensens nye store malerier er skabt med Ib Geertsens mobiler som katalysator – og imellem værkernes linjer og farver opstår resonans og i deres former og flader spejles de i hinanden.

Anna Sørensen arbejder intuitivt med mødet mellem linjer, former og farver i både hendes keramik og maleri. Sidstnævnte er inspireret af den modernistiske formdannelse og dualitet. Enhver form for rum er fjernet og alt er bragt frem i ét balanceret, lyrisk komponeret plan. Kontrasterne skaber en harmoni, hvor forskellige former og farver får kompositioner til at vibrere og lade detaljerne stå både frem og tilbage i billedplanet. I de nye malerier er der zoomet ind på de tidligere meget kompakte kompositioner og de organiske og geometriske former bliver holdt mere rent op mod hinanden i lærredets rektangulære form.

Mobilen er Ib Geertsens atmosfæriske kammermusik. For i dem har han samlet og koncentreret de former, som han i særlig grad har benyttet i sit nonfigurative maleri: dels de svungne eller runde forløb (undertiden også dråben), dels de brudte eller knækkede linjer, som er forbundet med hinanden i små knuder eller aksler. Kunststykket - for kunstneren - er at skabe en asymmetrisk form, der fungerer visuelt og samtidig er i fuldstændig balance, således at den bevæger sig omkring sin egen akse, hvis man bare så meget som ser på den. 

Anna Sørensen (f.1968) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1996. Udvalgte separatudstillinger: ”Clay Walk”, Holstebro Kunstmuseum (2014) ”Colour Groove”, Holstebro Kunstmuseum (2008) og ”Daisy Diamond”, Galleri Tom Christoffersen (2009). Udvalgte gruppeudstillinger: ”Ikke til salg”, Trapholt kunstmuseum, Kolding (2015), ”Ud af skabet”, Artist books,Nivaagaards maleri samling (2015), ”Spatial Colour” (m. Mads Gamdrup) Galleri Kant, Esbjerg (2011), ”Materiel Zone”. Århus Kunstbygning (2009), ”Snow Fall”, Vejen Kunstmuseum, Vejen (2007). Anna Sørensen har lavet udsmykninger i Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, Kbh (2013) og Handelsgymnasiet København Nord (2014) kommissioneret af Statens Kunstfond. Hun har modtaget flere legater bl.a. Anne Marie Telmanyi legatet (2011) og fra Ylva og Aage Nimbs Fonden (2010). Anna Sørensen er repræsenteret på Holstebro Kunstmuseum med både maleri og keramik ligesom Statens Kunstfond og Ny Carlsberg Fondet har erhvervet værker af Anna Sørensen.

Ib Geertsen (1919 - 2009). Udvalgte udstillinger: 2016 GAK – Bremen, Tyskland. 2009 Aros - Aarhus Kunstmuseum, Aarhus, Galleri Tom Christoffersen, Cph. 2004 Maison du Danemark, Paris (Frankrig). 2003 Kunstcenter Silkeborg Bad, Silkeborg, Nikolaj, Københavns Moderne Kunstcenter, Cph. Blaa farveværket, (Norge). 2001 Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg. 1999 Maleri og skulptur 1960-98). Randers Kunstmuseum, Randers.1998-99 Sorø Kunstmuseum. 1992 (SMK) Statens Museum for Kunst. Kbh. I 1947 var han en af grundlæggerne af kunstnergruppen Linien II. Geertsens arbejde er repræsenteret i adskillige museer bl.a. Statens Museum for Kunst og ARoS-Aarhus Kunstmuseum, og han har lavet mange udsmykninger og offentlige kunstværker. Ib Geertsen har modtaget Det Kongelige Danske Akademis fineste æresbevisninger Thorvaldsen Medaillen (1991) og Eckersberg Medaillen (1978).

(Afsnittet om Ib Geertsen er taget fra Peter Michael Hornungs tekst "Ib Geertsens mobiler")