Eternal Bonfire (2022) glazed stoneware, 60 x 42 x 42 cm.

Inger Sif Heeschen

Strange but not a stranger

13.1 - 4.2.2023

Inger Sif Heeschens udstilling Strange but not a stranger præsenterer tre forskellige serier af keramiske værker, der omfortolker popkulturelle fænomener og hverdagens funktionsdesign. 

Værkserien Torx2000 Basic Bits består af keramiske vaser, der er formgivet efter bits til bore- og skruemaskiner. De velkendte brugsgenstande er forstørrede og støbte i håndbyggede forme. Inger Sif Heeschen er optaget af grænsefeltet mellem industriel funktion og design. Hvor det funktionelle tit opfattes som det rationelle, og som noget der udelukkende skabes til brug, er det altid også designet og dermed et æstetisk formsprog. Torx2000 Basic Bits fremhæver de æstetiske kvaliteter, der knytter sig til skruebits og forvandler objekterne til skulpturelle vaser. 

Udstillingstitlen Strange but not a stranger beskriver Inger Sif Heeschens kunstneriske metode. I en serie af relieffer har hun arbejdet med snackkultur, hvor den særlige, hollandske friturestegte snack, kroketten, har inspireret hende. Her er det aflange, keramiske cylindere, der er pakket ind i ornamenter. Ornamenterne er afstøbninger af dørmåtter, og her er det igen de fundne, funktionelle genstandes former og udtryk der undersøges, ligesom det er de kulturelle, nationale og personlige fortællinger om mad, der fortolkes. Inger Sif Heeschens værker kombinerer det fremmedartede med det tilgængelige og genkendelige. Sangen Burning Down the House af Talking Heads har været hendes popkulturelle udgangspunkt til at skabe serien af store, orange og mørkerøde flammende skulpturer. Der er en dobbelthed i værkerne. De er på én gang skulpturer af ild og brændte, keramiske værker, og de peger dermed tilbage mod den måde, de er skabt på. 

Med æstetiserende og omformende greb forgrener Inger Sif Heeschens værker sig i et utal af referencer, der alle på hver deres måde peger på de kollektive fortællinger, vi skaber på baggrund af de genstande, vi omgiver os med, og de måder hvorpå vi forstår og kortlægger vores virkeligheder og historier.

Inger Sif Heeschen er uddannet fra Gerrit Rietveld Akademiet, Amsterdam (BFA 2016), San Francisco Art Institute (2014) og Royal College of Art, London (MA 2022). Inger Sif Heeschen har bl.a. udstillet sine værker på Forårsudstillingen, Kunsthal Charlottenborg, pro.tempore. på Thorvaldsens Museum, Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie og udstillingsstedet Delfi i Malmø.

Torx2000 Basic Bits (2019) glazed stoneware, h. 31 cm.  

Untitled (2022) glazed stoneware 15 x 55 x 14 cm.