Den foruroligende snigende mistanke om, at vi lever i en kulisseverden ligger latent i Ivans Andersens billeder. I værkerne der motivmæssigt emmer af hverdagsscener i forstads-Danmark – pølsevogne, parcelhuse og, mennesketomme villa-veje - rammes vi hurtigt af fornemmelsen af, at noget ikke helt er som det skal være: Husene ser ud som om de er ved at løsne sig fra deres sokler, sære lyskegler stråler ned gennem hustagene, pølsevognen er ved at flyde ud på jorden, i opløsning. Du kan heller ikke vide dig for sikker !

Freud skrev engang, at det uhyggeligste i hele verden er de øjeblikke, hvor vores velkendte dagligverden pludselig fremstår som fremmed for vores blik – når det pludseligt går op for dig, at det ikke er virkeligheden du oplever, men blot noget der ligner. Verden virker som om den skriger af grin af din tro på dens stabilitet, ja, af din tro på, at du overhovedet ved noget som helst om den.

Denne paranoide motiv-verden underbygges i høj grad af Ivan Andersens maleriske formsprog:
En stram, lettere kantet naturalisme bygget op af planer og flader står i modsætning til ekspressive, farverige elementer hvor malingen flyder og drypper ned af lærredet – det maleriske univers er også formelt set gået op i kanterne.

Humoren synes dog at udgøre forløsningen i kunstnerens billedunivers – frigørelsen fra at forfalde til pathos og banalitet i udtrykket og frigørelsen fra en verden der grundlæggende opleves som forloren.
Men det er måske netop også fordi den er forloren, at den er morsom ?

Merete Jankowski