Dan Schein: Incompetence. 2013, olie på lærred, 168 x 233 cm ”I Believe in Psychopaths” er den amerikanske* billedkunstner Dan Scheins anden separatudstilling i Galleri Tom Christoffersen. De nye værker er fortsat olie på lærred, pastose, ekspressive og malt med hurtige penselstrøg. Det er med mørk humor, et grotesk twist og en særlig tristesse, at Dan Schein arbejder med absurde situationer fra hverdagen, som han henlægger til ’The Woods’ eller andre isolerede steder langt fra New York.
I løbet af udstillingen udkommer et katalog med både nye og ældre malerier. I katalogteksten skriver Peter Michael Hornung: ”Billederne er ikke selvbiografiske, men visse motiver kan have noget selvoplevet over sig (…). Der er ikke langt fra jorden og det plørede mudder i billederne til den pastose malemåde, hvormed landskaberne og situationerne er kredset ind. I denne proces møder vi en kunstners behov for at meddele sig stærkt, personligt og vitalt, for hvert tegn i billedet er også ment som et livstegn.
I disse malerier skal man aldrig lede efter det maleriske”.
Dan Schein (f. 1985) er født i Sydafrika, han er vokset op flere steder i bl.a. USA og er nu bosat i New York. Han tog afgang i 2011 og er uddannet på Purchase College SUNY og Tyler School of Art, Temple University, Philadelphia. Dan Schein har en enkelt separatudstilling bag sig: ”As You Stand There Watching”, Galleri Tom Christoffersen (2012), og januar 2014 åbner han endnu en separatudstilling i Galleri Brandstrup, Oslo. I 2012 udarbejdede han fire litografier hos Hostrup-Pedersen & Johansen. Parallel med sit maleri laver han arbejder på papir iform af tegning og collage. Dan Schein er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen. |