Mie Mørkeberg

GAME

23.10 - 21.11.2026

En rygvendt kvinde sidder, eller måske svæver hun, foran et vindue med et spil kort. Hun balancerer kortene oven på hinanden, bygger en spinkel struktur, et korthus, som endnu står, mens vi holder vejret. Om et øjeblik får det måske overbalance, tipper og falder. Men lige nu, mens vi kigger på det, er spillet stadig i gang, magien virker, huset står.

I Mie Mørkebergs soloudstilling Game møder vi en serie af denne type rygvendte kvinder, fordybet i hvert sit spil; i mikado, domino, dart og beanbags. Endnu er de i ro, koncentrerede, balancerende og centrerede på lærrederne, mens solen bag ruden går ned, står op igen og rykker tættere på.

Kvindernes grønne kåber danner en bro fra det ene maleri til det andet, som kunne de tage hinanden i hånden, hvis de rakte ud. Som en bølge glider det grønne stof op og ned gennem galleriets rum, og forbinder de solitære kvinder med hinanden på tværs af rammernes adskillelse. Den karakteristiske oxidgrønne farve glider ud på kvindernes hud, som var de i færd med at gro til, blive overtaget af mos og forsvinde ind i naturen bag dem. Og måske er det netop tilfældet; i det sidste værk i serien er kvinden forsvundet, og en flok planter med lange saftige stængler spiller videre med de terninger, hun har efterladt.

Vi bruger ofte spilmetaforer for alt, der har med eksistensen at gøre. Man gør en indsats, spiller med åbne eller lukkede kort, indgår i samspil og sætter noget på spil. Men hvor spilmetaforen ofte fremhæver det personlige initiativ, handlekraften, så er den i Mørkebergs verden mere dobbelttydig. For spillekortene bruges også til at spå om fremtiden, og skal man vinde spillet forudsætter det, at heldet er på éns side. Spillet kan være et ritual, en manifestation af den overtro, der skal forhindre katastrofen i at indtræffe eller fremmane den overnaturlige kraft, der kan holde verden på plads. Ved vi overhovedet, hvad spillet går ud på?

Som sådan møder vi Mørkebergs rygvendte kvinder midt i en form for skrøbelighed. Endnu er de i balance, endnu går alting godt, men heldet kan vende, tilfældighederne kan falde ud til andres fordel, korthuset kan styrte sammen. Imens rykker solen tættere og tættere på, og i det sidste værk smelter vinduesrammen under dens glødende stråler. Selv det, vi troede, vi kunne regne med, den livgivende sol og rammen om vores tilværelse, kan brænde op, smelte, forsvinde.

I et sidste større værk befinder vi os i en have. En kvinde går mellem planterne med en vandkande, hun varetager havens gevækster, som også tæller brikkerne fra et skakspil. Omkring hende tårner planterne sig op, truer med at omslutte og opsluge hende, men omkring hendes krop smyger sig en lysende sfære. Befinder hun sig i et harmonisk samspil med den spirende natur eller holder hun planterne i skak? Som hos de rygvendte kvinder er der noget uudgrundeligt, noget dobbelttydigt, over hendes på én gang ophøjede ensomhed og forbundethed med alt det grønne.

Mie Mørkebergs allegoriske universer af tykke malingslag og mørke nuancer er på én gang harmoniske og vibrerende. Med kvinderne står vi ved vinduerne, vender rummet ryggen og forsvinder ind i os selv. Vi orienterer os med dem gennem vinduerne, prøver at danne os et overblik over spillets regler. Hvad sker der, hvis vi taber? Kan vi starte forfra, skabe noget nyt? Eller falder korthuset for bestandigt, mens solen rykker tættere på?

Endnu holder vi vejret, og holder balancen.