6.3 - 4.4.2026
Opening: kl. 17 - 19
Alle elsker træer,” siger Anna Sørensen, mens hun viser rundt blandt sine værker. Udsagnet, der har været Sørensens arbejdstitel for hendes soloudstilling i Galleri Tom Christoffersen klinger som en afklaret konstatering, men også med en nærmest naiv uskyld. Måske fordi kærligheden til træer jo vitterligt er sådan: Ren, ubesmittet af agendaer og intentioner.
Med Lysning skaber Sørensen et kontemplativt frirum i galleriet. Hun lader det temposkifte, der ligger i skovens vekslende intensitet og beplantning være udgangpunktet for et rum præget af ro, en slags pause i den logik, der præger resten af verden.
Anna Sørensens maleri er grundlæggende og intentionelt non-figurativt, sprogløst og intuitivt. Det er som oftest opbygget af flader, der overlapper, skjuler og afslører hinanden, og af farver, hvis sammenstød langs fladernes kant giver værkerne energi og en paradoksal dybde. Hun arbejder gerne med forskellige teksturer, ru overflader midt i al den koloristiske samklang, og med temposkift, der varierer intensiteten fra flade til flade. Det er maleriet i kondenseret form, skåret ind til benet, koncentreret omkring fladen og farven.
Over de senere år har det organiske slået rod i Sørensens univers. Midt i abstraktionen finder vi skud, spirer og træer, der folder sig syntetisk, grafisk og næsten tegneserieagtige ud. Det er Sørensen, der bryder de regler, hun selv har etableret for at sætte maleriet fri, men det er også en undersøgelse af, hvor lidt der faktisk skal til, før vi aflæser noget som en figur. En spire, der, så at sige, gror mellem abstrakt maksimalisme og det minimalt figurative.
Lysningen folder sig rigtig ud i galleriets rum, hvor Sørensen har placeret ni skulpturelle værker i ler. Leret er begittet med vandholdig, indfarvet ler, der er påført i flere lag, og ridsninger, som malingen på lærredet. Sørensen lader motiver og kontraster - lysningens spredning mellem lys og skygge - fra maleriet glide ubesværet over i begitningen, så man kunne tro, at processen var den samme. Men ligesom i Sørensens motiver, er der et temposkift, som sætter en forskel mellem det hurtigttørrende ler og den mere fleksible maling.
Værkerne, en slags moduler eller beholdere, hører sammen i par: De kan stables og siddes på, og afhængig af installeringen ligner de træstubbe eller faldne træer. De kan være krukker eller skamler, de kan forstås som lærreder eller design. De besidder en bæredygtig fleksibilitet, som vi genfinder i Sørensens maleri, der i princippet kan vendes og hænges, som man vil. Sådan er det i Sørensens univers: Det er i udgangspunktet abstrakt, som det nok-figurative maleri, men kan med få bevægelser blive konkret som et møbel. Det består af flader, der kan ligne det enorme overblik over marker set fra luften, eller det lillebitte agern, hvorfra en hel verden kan udspringe.
